Dagen efter

Der er gået en dag siden jeg fik at vide at Lisbeth var død. Jeg tror ikke jeg har forstået det endnu, jeg tør nok ikke at indse det, ikke endnu. Hendes begravelse er på torsdag, kl. 11:30. Min far henter mig onsdag aften.

Jeg har været hjemme siden i går aftes, tager i skole i morgen, kan ikke blive væk forevigt, hvilket jeg heller ikke har tænkt mig, men kunne ikke overskue det, kunne ikke overskue at skulle se glad ud, at skulle tage til mine timer og ren faktisk lave lektier. I dag har jeg bare slappet af, haft mine tanker på alt andet, når jeg kunne. Jeg har vist ikke helt fattet at jeg ikke kan se hende mere, at der bliver en mindre til jul...

Juleaften plejer at blive holdt hos hende og Niels, men nok ikke denne jul, men jeg plejer heller ikke rigtig at være der juleaften, mere anden juledag, hvor jeg også ser dem... eller så dem. Haha... nu må jeg da til at snakke om noget andet, kan ikke blive ved med at skrive om det samme igen og igen.

Men jeg har ikke rigtig lavet noget i dag, jeg lå i seng til sent på dagen, lå i sofaen med min bærbar, var sammen med mine lillebrødre, og nu sidder jeg i min seng og skriver dette.
Jeg kan virkelig ikke overskue hvad jeg skal skrive...

På torsdag bliver den første begravelse i mange år, jeg skal til. Underlig ting at sige, som om det har noget med det at gøre, men det er jo sandt nok.
Jeg fik en besked fra min værelsekammerat i går, den var nu meget dejlig at få fra hende.

Jeg undre mig stadig lidt over den måde min far gav mig besked om, at Lisbeth var død. Jeg fik det at vide over sms, i en stemningen slet ikke beregnet til at sige sådan noget. Det stod der bare, bang, ledsætningen.. .
Skrev jeg vidst nok også i sidste indlæg.

Har ikke tænkt mig at skrive mere.

Natten imellem d. 3 og d. 4 December 2011

I dag er en mærkelig dag, sidder og venter på at jeg bliver hentet af min mor, har grædt mine øjne ud, og nu er de varme og røde. Har hovedpine, og er blevet virkelig træt, til trods for at klokken kun er 4 minutter i 9, lige nu, men kunne nok falde om af træthed hver øjeblik det skal være.

I dag har... været en irriterende dag, først nogle diskussioner med en veninde, omkring et spil, spoilers osv osv, blev lidt irriteret over hvordan hun tog det hele så nært, hvordan hun fik mig til at føle at uanset hvad jeg sagde var det bare irriterende, at jeg røbede alt. Jeg ved dog at det ikke er noget jeg skal tage for personligt, men det gør jeg nu alligevel, for hvis jeg ikke skriver, snakker vi ikke sammen, og jeg kan jo godt lide hende, men måske er jeg bare den der veninde hun kan skrive alle de mere XXX rpg's med, hvad ved jeg, det er jo meget sjovt, men det er begyndt at blive sådan, at hvis jeg nævner nogle af de andre rpgs, som jeg hellere har lyst til, ignore hun mig, og svare slet ikke på mine sms'er. Vi har heller ikke skrevet i lang tid.

Sjovt, det var slet ikke det her jeg ville snakke om, men måske har jeg bare siddet med det for længe inde, og har bare brug for at komme ud med alt det der sidder tæt på mig. Lige nu. Jeg holder da virkelig af hende, det gør jeg da, men jeg har det alligevel sådan at visse emner må jeg ikke spørge om, f.eks om vi skal spille rpg, på grund af tidligere fejl, men det har påvirket mig siden hen, jeg orker ikke rigtig mere, der går uger hvis ikke måneder, før vi snakker med hinanden, hvis jeg ikke skriver, måske skulle jeg bare lade vær, også se om hun selv tager intiativ, men jeg tror det ikke, hvis jeg skal være ærlig...

Som jeg sidder nu og tænker over det, om hvorfor jeg skriver om hende, og ikke om grunden til at jeg ren faktisk har grædt, er nok at jeg tvinger mine tanker over på noget andet. Jeg har gået en hel dag, uvidst, om hvad der var sket, også pludselig, får man det at vide over en sms, hvor stemningen slet ikke var lagt op til det.

Lisbeth døde i nat...

Det var skrevet som en ledsætning, jeg sad bare og stirre på beskeden, fattede ikke hvad det var jeg læste, men det stod der, og stadig gør, helt tydeligt og klart. Mine øjne er røde og varme, som sagt, tåre begynder endnu engang at gøre sig klar, jeg ved jo godt hvad ordet betyder, men alligevel fatter jeg det ikke. Helst vil jeg bare have min mor, mor er mor, mor er tryg og varm. Jeg kunne virkelig godt bruge hendes varme arme omkring mig lige nu, bare putte mig ind til hende, men i stedet sidder jeg på min skole, heldigvis alene på værelset, og skriver dette. Jeg har dog snakket med min mor om det, og min mor henter mig, snart, men jeg vil bare gerne have hendes tryghed, lige nu, lige her.

Hvem Lisbeth er, var, en fra min fars familie, en jeg havde et virkelig godt forhold til. Jeg holdte virkelig af hende, og nu, nu ser jeg hende aldrig mere. Jeg kan stadig huske hvordan hendes stemme lyder, men når jeg ikke gør det? jeg er så bange for at miste flere fra min familie. De er en vigtig del af mig, selvom at det ikke altid vises, så er de det.

Nu vælter tårene igen...

Det var meget dejligt at få det ud, bare lidt af dagens ting, og jeg kommer sikkert til at fortryde det jeg skrev øverst, men det var nok bare lige for at starte, for at glemme, bare lige i lidt tid, hvad der ren faktisk forgik omkring mig. Damn, har fået ondt i min ryg, overvejer at gå en tur, men nytter jo ikke noget, når jeg bliver hentet lige om snart, men kunne da egentlig godt bruge noget frisk luft.

lyric

Who's to say you're never wrong
Who's to say that I'm not already gone
Who's to say the time inside your head
Keeps running on and on and on and on

Who's to say we'll make it through
I'm starting to believe we think is never true
Who's to say the rhymes beside your bed
Will keep you warm when everything is getting colder
And I'm just holding on until it's over

Mayday
Somebody save me now
And I'm closing my eyes cause once the sun rises
It's out of my hands
It's out of my hands

Who's to say this history
Isn't only just some winner's distant memory
You can't escape this drying ink
The fall of who we are is getting closer
And I'm just holding on until it's over

Mayday
Somebody save me now
I'm cutting old ties from the world outside
Cause it's over my head
It's all coming undone
And falling apart somehow
And I'm closing my eyes cause once the sun rises
It's out of my hands
Oh, it's out of my hands

The light pulls me under
And I keep on caving in

Circadian

Det er underligt, efter så lang tid at skrive igen, og siden jeg sådan set ingen læsere har, vil jeg gøre dette til blot for en ting for mig selv :)

No wonder at jeg ingen læsere har, når jeg stort set aldrig skriver. Der er sket så mange ting siden sidst jeg skrev, og det er underligt at skulle holde styr og tænke på det.

Men vi er snart inde i næste år, 2012, så underligt. Lige nu sidder jeg ved den bærbar jeg overvejede om jeg skulle købe, for flere måneder siden, nu har jeg den, samt adskillige spil jeg ikke havde drømt om der, Assassin's creed Revelations, bl.a. Det er farvel med Ezio Auditore da Firenze. Haha, skør er jeg...

Men også lidt trist, jeg har endnu ikke sat mig ned og set Assassin's creed Embers... jeg tør ikke rigtig, er så bange for at skulle indse at man ikke skal spille med ham mere, jo jeg ved at han blot er en fiction karakter, men det var nok, nok til at få mig til at starte på at skrive en Fanfiction med ham i, nok til at tænke på så mange andre ting, nok til at begynde for alvor at sætte mig ned og tænke mine historier igennem.

Nok.

Min veninde blev endelig færdig med sin fanfiction, Just beyond my reach, my assassin. Det er underligt at tænke på, at noget fantastisk, er blot fiction. Så underligt, og alligevel fedt. Alle har en chance for at opleve det til deres egen menings tilpasning. Du kan lide eller hade det, det vil ikke ændre din verden på en slem eller god måde. Haha, hvor jeg dog blabra derudad, ingen grund til at høre på det, men lige nu har jeg bare lyst til at lade mine fingre kravle over tastaturet som de lyster, og dette bringer dette her ud. Det er trodst alt for min egen fornøjelse, først og fremmest.

Farvel Ezio, farvel.

Musikken påvirker også lidt det jeg skriver nu, som 18 årige ung pige, der lige nu har en underlig fornemmelse i kroppen. En glæde over at snart er hendes højskole ophold slut, men samtidig trist over det.

...Mayday
Somebody save me now
And I'm closing my eyes cause once the sun rises
It's out of my hands
It's out of my hands

Who's to say this history
Isn't only just some winner's distant memory
You can't escape this drying ink
The fall of who we are is getting closer
And I'm just holding on until it's over...

Sangen jeg høre nu, en sang min veninde viste mig, og jeg synes den er total fantastisk!

"Fantrailer/teaser" jeg lavede til min Fanfiction.

Det er sjovt at tænke på at da jeg startede min historie Guardian of The Apple, skrev jeg det imens jeg var ret aktiv herinde, og nu, er jeg kommet til kapitel 7, ikke længere nej, men har været ret død med det at skrive, kun en smule har kunne fået listet sig ud, og den smule har ikke været godt, eller særlig tilfredsstillende. Hvordan bliver man nogensinde færdig med noget, hvis man aldrig rigtig er tilfreds med det?

Spørg mig ikke, for sidder selv med det spørgsmål, og overvejer hvad der skal gøres, mens en underlig hovedpine har sat sig i mig, den er ikke der hele tiden, men engang imellem trykker og snurre den rundt i den ene side af mit hoved. Hvad skal man gøre hmm...

Man må nok blot bare skrive, og håbe på det bedste, ja, jeg vil blive ved med at skrive, ved at jeg skal være forfatter, og det kræver nogle færdige og udgivende bøger!

Jeg havde håbet at jeg ville kunne fået skrevet lidt i dag, men uanset hvad vil det ikke ud, jeg kan ikke bare længere sætte mig ned og skrive som jeg lyster, nu vil jeg gerne have tingene planlagt, hvorfor? tror jeg er blevet for fast anlagt, og beslutsom, det har låst mig.

hjælp...

lige nu, alt det jeg skriver, er bare noget jeg skriver, det skal ikke give mening, der skal ikke være et fast emne, det skal bare ud, for det er noget jeg har siddet med, og nu er det ude. Jeg har endnu ikke givet dette indlæg en titel, bliver spændt på at se hvad det bliver, selvom jeg har en ide om hvad det kommer til at blive. Men nu må vi se. Lige nu høre jeg blot den samme sang på gentagelse, indelukket på mit værelse, for det er sådan jeg bedst har det. Jeg har ikke behov for at være omgivet af folk 24/7, men samtidig lider mine hænder af det her, min venstre hånd gør ondt, og jeg ved ikke om det holder mig fra at skrive, nu må vi se, men lige nu vrider jeg mig lidt rundt for at få smerten til at stoppe, som mine øjne mister fokus fra skærmen. Mit syn er blevet dårligere, har fået briller, men kan ikke bruge dem hele tiden og altid, men de er der.

Jeg burde se at for afsluttet denne lange række af snik-snak, måske skrive lidt, selvom at motivation ikke rigtig er der, men har trods alt lektier for, men det er ikke det jeg har lyst til at lave, nej, ikke rigtig. Er sulten, men skal vente en hel time før der er aftensmad, og i dag er det fest - igen, men gider ikke, har mistet lysten til fester og klæd ud. Det meste af mit tøj er også til vask... derhjemme. Hvad gør man så... skal nok i byen i morgen, i H&M bare for at finde noget jeg kan have på i morgen. 

Julefrokost, altså, så lidt tøj har jeg heller ikke, men meget rart at have noget lidt finere på, end hvad jeg normalt går i, til en julefrokost.  

Now I'm done!